Højskolen i Anambas

Valgfag &
projekt skaberlyst

Højskolen i Anambas

VALGFAG


Undervejs i dit højskoleophold vil du have mulighed for at vælge forskellige valgfag.

Udbuddet af valgfag vil variere
alt efter interesse, tilmeldinger og lærerkompetencer. 

Her er
et par eksempler på valgfag på tidligere elevhold, som du måske kan være heldig at prøve kræfter med.

EKSEMPLER PÅ TIDLIGERE VALGFAG

  • Dykkercertifikat – her vil det være muligt at tage open water certifikat, eller viderebygge med advanced open water og rescue diver.
  • Dykning med fokus – her bliver du en dygtigere dykker og får en større teoretisk viden om livet under overfladen. Fokusset kan f.eks. være marine conservation, diversitet og dykkerteknik.
  • CrossFit – vi går i dybden med teknikkerne bag træning og lærer at sammensætte vores egne programmer. Det er en kombi af gymnastik, vægtløftning og cardio, og vi tester, hvad CrossFit kan som træningsform.
  • Beachvolleyball – her skal vi øve forskellige slag, spilstrategier og spille kampe.
  • Det gode liv – her diskuterer vi, hvad det gode liv betyder for os hver især. Emner som penge, lykke, tid og værdier bliver vendt i fællesskab, og vi reflekterer over, hvad der giver mening for os.
  • Harpunering – vi lærer om livet under vandet, identificerer fisk og koraller, og prøver kræfter med harpunering. Hvis vi er heldige, fanger vi noget til aftensmaden og lærer at filetere vores fangst.
  • Højskoleharmonier – et kreativt valgfag, hvor vi arbejder med sangskrivning, omskriver tekster og eksperimenterer med harmonier. Der er plads til at lege med stemmer og finde nye måder at udtrykke sig på gennem musik.
  • Brætspilsværksted – her laver vi brætspil vi kender hjemme fra Danmark og måske opfinder vi vores helt eget.
  • Kreaværksted – her skal vi bruge omgivelserne til at kreere små kunstværker i form af malerier, tegninger og smykker.
  • Spikeball – her skal vi øve os i teknikker, udfordre hinanden og spille kampe.
  • Masterchef – her skal vi lave lokalt inspireret mad til hele højskolen i en konkurrence over flere uger.
  • Opdagelse – her tager vi ud på små eventyr i de fantastiske omgivelser, vi befinder os i og “opdager”, hvad der er omkring os.

Højskolen i Anambas

projekt skaberlyst

I løbet af dit højskoleophold kommer du til at have et projekt sammen med din projektgruppe. Projektet har til formål at skabe værdi og/eller forandring på Højskoleøen eller i lokalsamfundet.
I vil som gruppe være ansvarlige for projektets gennemførelse. Hver gruppe har en tilknyttet underviser til sparring og spørgsmål.

I kommer til at arbejde i en anden kultur, som er meget forskellig fra den danske. Det kan til tider kræve, at man tænker ud af boksen og er omstillingsparat. Målet med projektet er, at du bliver klædt på til at planlægge og udføre et projekt. Du kommer til at arbejde med projektledelse, kreativ tænkning og initiativtagning. Du vil lære at tage ansvar for handlinger, præsentere foran andre og samarbejde med forskellige mennesker. Alt sammen kompetencer, som kan bruges videre i livet i mange forskellige sammenhænge.

Eksempler på tidligere projekter:

  • Volleyturnering i lokalsamfundet
  • English clubs 
  • Engelsksprogede pixi-bøger til den lokale skole
  • Udsmykning af Højskoleøen
  • Bygge fodboldmål til Højskoleøen