Elevskriv: Stella Nordengaard
Skrevet af: Stella Nordengaard, Elev på Forår/sommerholdet 2024
At sætte ord på, hvordan mit ophold på Højskoleøen i Anambas-øgruppen har været, føles næsten umuligt. Det er en oplevelse, jeg kunne tale om i timevis, fordi der er sket så mange vilde oplevelser, store som små. Øen, som ligger i det Sydkinesiske Hav, var ikke bare smuk – det var et paradis, hvor jeg både fik nye venskaber og uforglemmelige oplevelser.
Noget af det mest mindeværdige fra min tid var vores dyk. At kunne komme ned til 18 meters dybde under havets overflade – vanvittigt, hvis du spørger mig. Det var som at træde ind i en anden verden, hvor jeg kunne se koraller og fisk, der normalt er skjult for os. Det var en oplevelse, der kun var mulig på grund af de unikke omgivelser, vi befandt os i.
Og de skønneste lærere, som er så dygtige. De betyder lige så meget for øen som eleverne. De gjorde det helt specielt at være en del af. Og så var der selvfølgelig de vilde fester – de kan slet ikke sammenlignes med noget, man oplever herhjemme i Danmark. Kombinationen af mennesker, omgivelser og den energi, vi havde sammen, skabte noget helt unikt!
Fra opholdet har jeg taget en enorm personlig udvikling med mig. Jeg har opbygget mere selvtillid og er blevet bedre til at tage sociale initiativer herhjemme i Danmark. Det har også givet mig en bedre forståelse af andre kulturer, noget jeg føler, jeg vil bære med mig resten af livet. At leve tæt sammen med en gruppe mennesker, som jeg ikke kendte i forvejen, har lært mig meget om mig selv. Det med at skulle møde nye mennesker og de skal møde dig. Man kan godt blive nervøs over det. Men at blive mødt som den, man er, og at de så elsker en – det er den bedste overraskelse nogensinde. Man kan sige noget skørt, og så griner folk alligevel.
Grunden til, at jeg valgte Højskoleøen, var, at jeg ønskede at opleve Indonesien i mit sabbatår, men jeg ville ikke gøre det alene. At rejse sammen med andre unge mennesker virkede som den perfekte kombination, som for mig skabte tryghed. Jeg blev draget af øens skønhed og alle de muligheder, der ventede. Det føltes som det perfekte sted at være – et dansk fællesskab midt i et tropisk paradis.
Min fritid på øen blev ofte brugt på sociale arrangementer. Vi lavede alle mulige sjove ting sammen, og det var virkelig sjovt. Men der var også tid til at trække sig tilbage og nyde roen. Nogle af mine yndlingsøjeblikke var dog, når vi sad på hyttens terrasse og talte om alt mellem himmel og jord – nye samtaler med nye venner.
Noget af det, der overraskede mig ved Højskoleøen, var, at jeg aldrig havde set mig selv som en “højskole-type.” Jeg havde aldrig valgt en højskole i Danmark, og jeg havde ikke forestillet mig, at det ville være noget for mig. Men opholdet har uden tvivl været den bedste oplevelse i mit liv. Det føltes som noget taget ud af en film, hvor vi havde vores egen ø og skabte vores eget fællesskab. Denne isolation styrkede sammenholdet mellem os. Vi lærte hurtigt, hvor vigtigt det var at tage hånd om hinanden og løse små udfordringer i fællesskab. At leve så tæt sammen skabte en helt speciel dynamik, der var bare ægthed.
Jeg vil anbefale alle at tage af sted til Højskoleøen. Det er en oplevelse, der kan ændre ens liv. Når man står over for de mange valg som ung, kan det være svært at vide, hvad der er det rigtige at gøre, men dette ophold vil give en mulighed for at pause bekymringerne og vende hjem med ny energi og et nyt perspektiv på tilværelsen. Opholdet giver noget ekstra – både personligt og socialt.
Højskoleøen skiller sig ud fra andre højskoler og rejseoplevelser. Kombinationen af vilde dyk, fantastiske fester og en unik kultur kan simpelthen ikke opnås på en almindelig højskole. En sammensætning af danskere, som hver især har noget med sig i bagagen. Jeg har eksempelvis fået et helt nyt “ordforråd.” Ved I for eksempel, hvad en “brunner” er? Eller en ørl-spand. Hvis I vil vide det, må I tage afsted.
Det er ikke bare en rejse – det er dit livs oplevelse.