Elevskriv: Max Wase

Skrevet af: Max Wase, elev på vinteropholdet 2023/24

Højskoleøen giver dig mulighed for at slippe væk fra hverdagens problemer og pligter og bare nyde tilværelsen. 

Man indser hurtigt på denne ø, at livet ikke altid handler om det materielle, men snarere om at dyrke sig selv og menneskerne omkring sig. 

Man lærer at nøjes med det, der er til rådighed, og befri sig selv fra alle sine bekymringer. 

Man indser hurtigt, at jo mere man investerer sig selv i projekter, desto mere kan lade sig gøre. Kun ens egen viljestyrke sætter grænserne for, hvad der er muligt.

Omgivelserne er uforglemmelige, og jeg tror, jeg kan tale for alle tidligere elever, når jeg siger, at det eneste, man tænker på, når man er færdig med opholdet, er, hvornår man kan komme tilbage igen. 

Mange påstår, at efterskole- og gymnasieårene er de bedste, vi har, men efter få måneder på Højskoleøen skaber man minder, der overgår dem mange gange.

Til dig, der sidder og læser dette: Højskoleøen er afsides og dermed en særdeles gemt perle, og du skal være glad for, at du er faldet over denne mulighed, for det er meget få danskere, som får lov til at opleve dette fuldstændig unikke koncept. 

Du vil aldrig være i tvivl om, at du tog det rigtige valg ved at tilmelde dig Højskoleøen.

Hilsen Max