Elevskriv: Martin Lyngø

Skrevet af: Martin Lyngø, elev på Efterårsopholdet 2025

Min far har altid sagt til mig ‘’live a life you will remember’’. Det kommer fra ‘’The Nights’’ af Avicii.

I sommeren 2025 stod jeg i ren forvirring. Jeg var på vej ind i mit tredje sabbatår med en følelse af, at jeg ikke havde oplevet nok, inden jeg skulle begynde at studere. Jeg gik rundt med en ærgerlig fornemmelse af, at jeg ikke brugte min tid rigtigt. En sen sommeraften sad jeg og søgte, og pludselig: 2 pladser tilbage på E25. Jeg tilmeldte mig med det samme. Det var den bedste beslutning, jeg nogensinde har taget.

Det, der fangede mig ved Højskoleøen, var helt klart fokusset på vandsport og hvor afsides det hele lå. Vores helt egen ø, hvor man næsten selv kunne forme sin hverdag.

Jeg husker tydeligt nervøsiteten i lufthavnen, hvor vi havde aftalt at mødes for at flyve sammen. Tankerne kom hurtigt: “Mon jeg passer ind?”, “Har vi samme interesser?”, “Jeg kender jo ingen.” Mødet med de andre gjorde mig dog hurtigt positiv. Alle stod i samme situation: Ingen kendte nogen, alle var nervøse, men samtidig spændte. Det første møde med mine ‘’dengang’’ nye venner, er groet fast som et kerneminde.

Når vi taler om kerneminder, er der især fire ting, jeg vil huske E25 for: Dykning, de forskellige udvalg, lokalbefolkningen og vores små ture.

Jeg valgte at tage open water-certifikatet uden rigtigt at have dykket før. Livet og farverne under vandet åbnede en helt ny verden for mig. Jeg kunne ikke stoppe der, så jeg fortsatte med advanced open water og senere rescue diver, mens jeg gik på skolen. I den tid vi har været her, har jeg deltaget i næsten alle dyk, vi har haft mulighed for, samt dykkerturen i oplevelsesugen. Jeg værdsætter så mange erindringer fra de kurser, men de stærkeste er blandt andet: Da vi så en haj på natdyk, dykkerturen med 9 dyk på 3 dage, hvor vi hjalp med coral restoration, og måske mest af alt da jeg tog rescue sammen med mine tre medentusiaster. At være en del af et fællesskab, hvor alle har samme engagement som én selv, giver så meget livsglæde.

Når vi er ved fællesskabet, har de forskellige udvalg betydet enormt meget for min tid på øen. Jeg har selv været en del af festudvalget og underholdningsudvalget. Derudover havde vi traditionsudvalg, hyggeudvalg og sportsudvalg. At der var så mange udvalg, betød, at der altid skete noget spændende på skolen. Det gav os mulighed for at blive hørt og få vores idéer sat i værk. Jeg er især glad for traditionsudvalget og sportsudvalget, som sørgede for volley-turneringer, “ugens gode gerning” og fælles sundownere. De små ting gjorde en kæmpe forskel, som at man om tirsdagen skulle give et kompliment til personen til højre for sig til aftensmaden, eller at man om onsdagen ikke måtte sidde med nogen fra sin egen hytte.

Af natur, er jeg også meget eventyrdrevet, så jeg glædede mig altid til, når vi skulle på tur/eventyr til et nyt sted. Det var enten til Palmatak til village visit, heldagsturen til Tarampa eller, for mit vedkommende, den bedste tur af dem alle, dykkerturen. Vi boede i en landsby med 200 indbyggere, som ikke havde set “fremmede” mennesker før for fire år siden. Det var den ultimative følelse af autenticitet.

Jeg kommer til at savne de lokale fra området. Jeg kan med 100% sikkerhed sige, at de er de sødeste mennesker på hele jorden. Deres hverdag virker så simpel sammenlignet med vores. Deres kultur er anderledes, men det stopper dem ikke i at sætte andres behov før deres egne. Ved mit første besøg i Palmatak trådte jeg tilfældigt ud foran en scooter. Damen råbte og steg af, jeg troede, jeg havde dummet mig. I stedet gav hun mig en pose med hendes hjemmelavede fiskechips, fordi jeg var en “gæst” på deres ø. Jeg vil altid huske deres smil og grin, når de ville tage 1000+ billeder med en og vigtigst af alt: Hvordan man lærte at kommunikere uden at tale samme sprog.

Inden jeg tog på Højskoleøen, var planen: Højskoleøen, og så tilbage til Danmark for at gøre mig klar til studielivet. Men nu har oplevelserne givet mig blod på tanden. Tre måneder fyldt med succesoplevelser har skubbet mig videre. Det er kun starten på en rejse, som sikkert kommer til at vare længe, en rejse, hvor jeg, ligesom på Højskoleøen, kommer til at få utallige bekendtskaber, minder og personlig udvikling. Menneskerne jeg har mødt hernede, føles som familie, fordi vi gik ind i det med samme mindset og har været igennem den samme udvikling.

Jeg har ét quote, som min hytte altid sagde, og som jeg gerne vil give videre til kommende elever, fordi det er sådan, vi lever nu:

“Hellere fortryde noget, du har gjort, end at fortryde, at du ikke gjorde det.”