Elevskriv: Cecilie Anegaard Berg

Skrevet af: Cecilie Anegaard Berg, elev på Efterårsholdet 2024

 

Jeg havde arbejdet gennem hele mit første sabbatår og vidste godt, at jeg ville ud på en længere rejse i mit andet sabbatår. Den oprindelige plan var, at jeg kun skulle ud at sejle, men efter et informationsmøde med Højskoleøen stod det helt klart, at jeg ikke kunne nøjes med kun at tage ud at sejle. Det blev derfor til en kombineret rejse, hvor første stop var Nongkat i Anambas, hvor højskolen ligger.

 

 

Højskoleøen overgår alle forventninger
Efter at være kommet ud på øen kan jeg kun sige, at det er endnu mere magisk, end man kan forestille sig, før man tager afsted. Jeg har elsket at bo på øen, og ø-livet er meget unikt på den måde, at vi bruger stort set alt vores tid her. Derudover er vi altid tæt på havet og naturen. At være tæt på havet var en stor faktor for mig, før jeg tog afsted, og jeg kan kun sige, at det har været fantastisk at kunne være i vandet hver eneste dag – også i undervisningen.

 

Unikke kulturelle oplevelser
Under opholdet har jeg fået langt flere oplevelser med i mindebogen, end jeg overhovedet havde turdet håbe på. En af de bedste oplevelser var vores kulturrejse, hvor vi tilbragte tre dage i byen Tarempa. Her lavede vi alt fra indonesiske fiskechips til dans og musik i lokale dragter samt kurvefletning. Vi kom virkelig tæt på den lokale befolkning og fik helt autentiske oplevelser, som jeg ikke tror, man kan opleve på samme måde andre steder i verden.

 

 

Ro, balance og fællesskab
For mig har højskolen været et sted, hvor jeg har kunnet komme ned i gear. Et sted, hvor man kan slippe bekymringerne og hverdagens stress og jag. Under mit ophold er jeg kommet helt ned i gear, samtidig med at vi har lavet en masse fede ting. Der er en perfekt balance i hverdagen, og det har jeg elsket.

 

Der er plads til alle typer
På skolen er der mange forskellige typer mennesker. Der er både nogle, som er meget ekstroverte, men også introverte samt dem, der befinder sig et sted midt imellem. 

Jeg var selv en smule stille i starten og havde brug for lidt tid til at finde min plads. Efter noget tid på højskolen falder man virkelig til, og alle finder ud af, hvor de hører til. 

Derudover er der 29 andre mennesker, som også er ude for at finde nye venskaber og fællesskaber, så man skal ikke være bange for at føle sig alene. Det handler mest om, at man selv har lysten til at skabe nye relationer herude.

 

 

Derfor skal du vælge Højskoleøen
Jeg synes, man skal tage på Højskoleøen, hvis man drømmer om at komme ud på eventyr og ønsker at kombinere højskolelivet med sol, vand og varme

Derudover er det også perfekt, hvis man ønsker nye venner og fællesskaber. 

Sidst men ikke mindst skal man vælge Højskoleøen, hvis man ønsker unikke oplevelser på et af de smukkeste steder i Indonesien.

Man skal ikke tøve med at tage afsted – det er nok en af de fedeste oplevelser, man kommer til at få.

 

Kh Cecilie <3