Elevskriv: Anna Mosgaard

Skrevet af: Anna Mosgaard, Elev på Forår/Sommeropholdet 2024

Det helt særlige ved Højskoleøen er den gennemstrømmende autenticitet, man møder. 

Jeg har rejst meget, men har alligevel aldrig været et sted, hvor både de lokale og naturen er så urørt af turisme og indflydelse udefra. Anambas er en uspoleret perle i det nordøstlige Indonesien, hvor menneskerne er de mest gæstfrie og imødekommende, jeg har mødt.

Det var selvfølgelig noget helt specielt at bo på en fuldstændigt øde ø, hvor der ikke er andet end højskolen. Når man er på tur til de andre øer, hvor der bor mennesker, har man tøj på, der passer til deres normer, da Anambas er et muslimsk område. Det vil sige tøj, der dækker knæ og skuldre. På den måde blev øen vores frirum – et sted, hvor vi kunne gå rundt i bikini eller badebukser og være danskere uden at tænke så meget over det.

Noget af det, jeg savner allermest ved Højskoleøen, er det fællesskab, vi havde under mit ophold. Både internt i vores små hytter og i hele opholdet var der plads til, at man kunne være sig selv, tage initiativer, være aktiv og trække sig tilbage. Fordi vi brugte al vores tid sammen, blev vi hurtigt meget tætte, og jeg snakker stadig sammen med nogle af mine bedste venner fra øen.

Det, der gjorde Højskoleøen helt speciel for mig, var den nærhed, der var dernede. På mit ophold var vi 25 elever og 7 undervisere, hvilket gav mulighed for at lære alle ordentligt at kende – også underviserne. Derudover var jeg vild med, hvor åbne underviserne var for alle initiativer. Hvis man havde lyst til at scurfe, windsurfe, sejle kajak eller båd, SUP’e eller andet en eftermiddag eller lørdag, så var det afsted. Hvis man ville bage kage, tage en tur til den nærmeste beboede ø, lave filmaften eller musikquiz, så skulle man bare sige til.

Jeg ser tilbage på min tid på øen med glæde og kærlighed – både overfor den lille ø, de lokale medarbejdere, underviserne og især alle de skønne venner, jeg har fået, og de minder, de har været med til at give mig.

Kh Anna