Elevskriv: Michelle Skovsgaard
Skrevet af: Michelle Skovsgaard, Elev på Forårsopholdet 2025
Hejsa!
Jeg hedder Michelle, og jeg er 22 år gammel. Jeg er i gang med mit tredje sabbatår og har været på ophold F25.
Hvorfor valgte du Højskoleøen?
Jeg valgte Højskoleøen, fordi jeg virkelig gerne ville prøve at komme på højskole, men samtidig havde jeg også et ønske om at rejse. Højskoleøen tilbød mange af de ting, jeg elsker at beskæftige mig med – blandt andet sejlads og vandsport. Derudover har vi kultur som hovedfag, hvilket virkelig har overrasket mig positivt, bl.a. fordi området er så autentisk.
Bedste øjeblikke
Der har været utallige fantastiske øjeblikke, men den vildeste oplevelse var helt klart, da vi svømmede med hvalhajer.
Derudover har der været mange fede stunder, hvor vi har fået lov til at komme helt tæt på den lokale kultur. Jeg har aldrig før oplevet et sted, der er så uberørt – især af turisme – og det kan virkelig mærkes.
Vi var også på den fedeste dykkertur, hvor vi oplevede lidt af det hele: både kultur, koralrestaurering og nogle helt fantastiske dyk.
Generelt er hverdagen fyldt med nye øjeblikke, hvor man sammen lærer en masse nye ting. Det styrker virkelig fællesskabet.
Hvordan bor du – og hvordan har det været?
Vi bor seks personer i hver hytte, hvor vi sover i køjesenge og deler ét toilet. Det er næsten umuligt ikke at komme tæt på hinanden, men det skaber også et helt særligt bånd og en stor tryghed i hytten. Man bor selvfølgelig tæt, men så længe man er god til at snakke om tingene, fungerer det rigtig fint.
Hvad var der i rygsækken?
Jeg havde pakket en hel masse badetøj, hvilket jeg er virkelig glad for – det er rart ikke at skulle bruge den samme bikini hele tiden.
Derudover havde jeg lidt pænt tøj med, en masse træningstøj og tøj, der gerne måtte blive beskidt – for det gør det. Vi havde også kulturvenligt tøj med til, når vi skulle besøge nogle af øerne. En masse solcreme var også nødvendigt, og noget af det vigtigste, jeg havde med, var min MediScrub til de små sår, man næsten ikke kan undgå at få.
Hvad vil du huske mest?
Det, jeg vil huske allermest, er alle de søde mennesker, jeg har delt mit ophold med. Jeg vil huske de stille morgener, hvor vi har siddet og snakket over en kop kaffe, inden resten af øen vågnede, eller de gange, hvor jeg har gået eller løbet på Ønskestien sammen med nogen – efterfulgt af en dukkert i lagunen og nogle fantastiske snakke.
Fællesskabet har virkelig overrasket mig positivt, og jeg sætter enormt stor pris på de nye venskaber, jeg har fået.
Et godt råd til andre
Gå ind til det hele med en positiv indstilling. Alle er kommet for at prøve noget nyt og for at møde nye mennesker, så alle er åbne og virkelig søde.
Knus og Kram Michelle <3