Elevskriv: Freja Berner
Skrevet af: Freja Berner, elev på Efterårsopholdet 2025
Jeg hedder Freja, men har gået under navnet Berner (mit efternavn) her på Højskoleøen, da vi har været intet mindre end 5 Freja’er. Jeg er 20 år gammel, er i gang med mit andet sabbatår og går nu på opholdet E25.
Jeg valgte meget spontant at tage på Højskoleøen, fordi jeg havde stået på venteliste i nogle måneder, men egentlig havde glemt alt om det. 3 uger før opholdets start får jeg en mail, og jeg kan ikke andet end at takke “ja” til pladsen – og jeg har ikke fortrudt på noget tidspunkt siden. For gennem dette ophold har jeg fået utallige minder, lært mig selv og mine grænser bedre at kende og ikke mindst fået venner for livet.
En af de mange ting som jeg tager med herfra er fællesskabet. Den fællesskabsfølelse, som man på ingen måde kan undgå, når man går på en højskole på en øde ø. Alle vores højskoleaftener med fællessang, vores ture ind til lokalsamfundet og den måde man hepper på hinanden, når man lære noget nyt i undervisningen. Derudover har vi på vores ophold haft et traditions-udvalg, som har været med til at dyrke fællesskabsfølelsen; “torsdags-sundowner”, “ugens gode gerning”, “tirsdag-komplimenter” og meget mere.
Det som har haft størst indflydelse på mit ophold har klart været vores kulturundervisning. At få lov til at se en autentisk side af lokalsamfundet her i området, har været enormt givende. Deres positivitet, gæstfrihed og ikke mindst hjælpsomhed er noget som jeg vil skrive bag øret, til når jeg kommer hjem igen. Alt fra vores skolebesøg til vores ture på fiskefarm har været bevis på deres åbne arme. Første gang jeg for alvor mærkede deres gæstfrihed og nysgerrighed var første gang vi var på tur i den lokale by Putik. Her fik vi til opgave at gå en tur og tage byen ind, hvad kan vi se, dufte, opleve. Vi to danske piger møder hurtigt to indonesiske piger på 5 og 10 år. Vi får en samtale i gang hen over Google Translate, hvilket udvikler sig til, at vi skal på besøg hjemme hos dem. Børnene løber rundt og leger i
gaderne og smiler og griner mere, end jeg har set i lang tid, og ikke nok med det, så er de nysgerrige på nyt. De vil med glæde tage to fremmede piger med hjem, og jeg synes det siger helt vildt meget om den kultur som er her i området.
Vandsporten her på øen er også ubeskrivelig sjov. Man er altid sikker på at få grinet i timerne, fordi det er ufatteligt skøre ting vi bliver kastet ud i. “Kan det scurfes?” – En leg hvor vi tester om man kan stå på spøjse genstande og holde balancen, mens man bliver trukket bag en speedbåd. “Coco Loco” – et spil uden regler, hvor vi skal have en glat kokosnød smurt ind i olie ned i modstandernes mål, mens vi selvfølgelig er i vandet og vælter rundt som kyllinger uden hoved. “Sup-yoga” – Yogaundervisning på halvflade paddleboards, hvor det er praktisk talt umuligt ikke at falde i vandet. Den ene undervisningstime er kun mere skør end den sidste, og det gør også, at hverdagen aldrig er kedelig.
Hvis du overvejer at tage på højskoleøen, så skal du gøre det. Du vil ikke fortryde det efter tre måneder med flere minder end du nogensinde troede du kunne nå at få på så kort tid. Når du får venner for livet, som har set dig fra dine bedste og mest kradsede sider. Heller ikke når du har haft en hverdag, hvor dine største bekymringer har været, om UV’en er høj nok til at solbade. Og så er omgivelserne hernede, heller ikke helt dårlige med palmer og egen lagune…