Elevskriv: Frederikke Olsen
Skrevet af: Frederikke Olsen, elev på Forårsholdet 2024
At tage en beslutning for sig selv
Da jeg stod i slutningen af 3.g i 2023, begyndte tankerne og ideerne om, hvad mit sabbatår skulle indeholde.
Jeg drømte om at rejse, men højskole i Danmark lød heller ikke helt skørt. Så da jeg en dag stødte på en Instagram-story om Højskoleøen i Anambas, lød det næsten for godt til at være sandt.
Dengang havde øen endnu ikke haft deres første ophold, og de var så småt ved at gøre skolen klar, så jeg besluttede mig for at tage til et infomøde i Århus for at være helt sikker på, at det var noget, jeg turde satse på. Der var ingen tvivl om, at det var en svær beslutning, men hvis jeg kunne, ville jeg give Frederikke 2023 et kram for at være så modig og tage en af de bedste beslutninger for sig selv.
Seks måneder senere stod jeg på den helt igennem fortryllende ø, Nongkat, i det unikke område Anambas. Øen og dens omgivelser var noget, man kun kunne forestille sig i sine drømme eller på polerede Instagram-billeder.
Den perfekte kombi
Der var utallige gange på de to måneder, hvor jeg måtte stoppe op og indse, at det ikke var en drøm. Jeg levede simpelthen på en palmeø omgivet af turkisblåt vand, fyldt med de smukkeste koralrev. En hverdag på skolen var speciel og en perfekt kombi mellem oplevelser og muligheder for at komme helt ned i gear, hvis man ønskede det.
Gennem undervisning lærte vi utrolig meget om den indonesiske kultur, både i det lille ø-samfund omkring skolen, som vi var meget engagerede i. Det skete gennem skolebesøg, kultur-ture og deltagelse i deres adskillige traditioner og helligdage. Et samfund, som overraskede mig gang på gang med deres enorme venlighed og lyst til at vise os noget af deres skønne kultur.
Derudover udforskede jeg havet – noget, jeg aldrig havde prøvet kræfter med før. Både på vandoverfladen gennem vandsport og sejlads, men også under vandoverfladen gennem dykning. Det har helt klart været en af mine mest mindeværdige oplevelser at begive mig under vand og udforske alt, hvad der gemte sig.
Uden for undervisningen var der utallige elevinitiativer som de absolut fedeste fredagsfester, volleyturneringer og halvmaraton rundt om øen. Jeg kunne blive ved, for der var aldrig en kedelig dag på skolen.
Rundrejsen fuldendte opholdet
Efter min tid på Højskoleøen var slut, var vi en gruppe på otte, der havde valgt at tage med på rundrejsen, som skolen havde arrangeret.
Med en lærer med på tur fik vi muligheden for at rejse rundt i Indonesien i tre uger med et program fyldt med naturoplevelser og minder, som jeg aldrig glemmer.
Vi var for eksempel i Sumatras jungle for at se orangutanger, på Mt. Bromo for at se en aktiv vulkan, vi besteg Mt. Rinjani på en tre-dages tur og nød det gode liv på Kuta, Gili T og Bali.
Venner for livet og selvudvikling
Mine tre måneder i Indonesien har givet mig nogle helt specielle venskaber, som jeg for evigt vil være taknemmelig for.
Jeg har samtidig brudt så mange grænser, om det har været at kaste mig ud i ting, jeg ingen forforståelse havde for, eller at åbne mig op og være sårbar over for så mange nye mennesker.
Man lærer at lytte til sin krop, for der er selvfølgelig momenter, hvor ens sociale batteri er løbet tør, men det er også en vigtig egenskab at kunne trække sig, når det er nødvendigt.
Jeg vil anbefale Højskoleøen til enhver, der har lyst til at opleve at rejse på en helt speciel måde og skabe en hverdag i et andet land sammen med en masse eventyrlystne unge.
Kh Frederikke